Parkering i Amsterdam

Informationer

Gode tips:
Hvis du har lyst til at prøve Amsterdams sporvogne, kunne du jo tage en sporvogn ind til Amsterdam Centrall i stedet for tog. Det er nok lettere at skifte toget ud med sporvogn på vej derind, hvor mange jo ender på banegården.

OBS: Hvis du glemmer at få stemplet billetterne i de gule stempelkasser, så skal du betale fuld pris for parkeringen, når du kommer retur, ca. 20 euro (2008)

Prisen:
Det koster 6 euro (2008), og egentlig betaler du blot for de 2 voksen retur billetter. Børnebilletter koster 2,50 euro pr. stk.

Hvis du skulle have haft bilen med ind til centrum, ville det have kostet ca. 28 euro for den samme periode. Dertil kommer besværet ved at komme derind.

Parkering i Amsterdam

Holland er et meget meget befolkningstæt land, og der er mange mange biler. Derfor er det håbløst at tage sin bil med ind til centrum af Amsterdam. Og får man den endelig med ind, skal man regne med en parkeringspris på ca. 28 euro pr. dag.

For at også turister nemt kan finde ind til Amsterdams mange herligheder, er der etableret såkaldte ‘Park and Ride’ parkeringspladser udenfor centrum. Her parkerer man til en pris langt under hvad det koster i centrum, får udleveret 2 returbilletter til centrum og tager blot tog, bus eller sporvogn ind til byen.

Det er meget enkelt, og det kan absolut anbefales. Med fare for at der er sket ændringer, siden denne artikel er skrevet, får du her en udførlig vejledning, der også egner sig til GPS. Der er sikkert flere Park and Ride parkeringspladser, men denne hedder Park and Ride Sloterdijk.

Hvordan finder man Park and Ride Sloterdijk?
Hvis man kommer fra syd, skal man følge A4 ind mod byen. Drej af, når du ser A10, som er ringvejen rundt om Amsterdam. Drej af ringvejen ved afkørsel S102 og følg skiltene til P&R Sloterdijk.

Adressen er:
GPS koordinater er:

Når du er ankommet til parkeringspladsen
Man kører ind i en slags meget stor gårdparkering, hvor det er vigtigt at man kommer det rette sted hen. Der er nemlig to seperate parkeringspladser. Har du fundet en parkeringsplads, før du har passeret bommene, så holder du forkert og skal køre tilbage igen. Se bommene på billedet her til højre.

Ved bommen trækker du en billet og kører ind og finder en plads. Derefter går du hen til betalingskontoret midt på pladsen. Se billede her til højre. Du afleverer billetten og beder om at få de 2 returbilletter til Amsterdam centrum.

Tog til Amsterdam Banegård
Billetterne er heldagsbilletter og gælder til både tog, bus og sporvogn. Hvis du ønsker at tage toget, som er det letteste, da der kun er et enkelt stop derind, så skal du fra parkeringspladsen finde trapperne op. Se billedet til højre. Gå en etage op og gå hen til hovedterminalen. Her kan du i billetafdelingen (Se billede til højre) købe ekstra billetter til børn over 4 år.

Find en afgang til Amsterdam Centrall eller spørg i informationen, hvornår det næste tog afgår og fra hvilket spor. De går næsten hele tiden med få minutters mellemrum, så hop på toget og stå af et stoppested senere.

Når du skal tilbage igen
Inden du tager toget tilbage til Sloterdijk, som stationen også hedder, skal du have stemplet dine billetter. Det gør du i de gule stempelkasser (ligesom klippekortskasser i Danmark), som du finder ved indgangen til perronerne. Der går også mange tog tilbage. Se blot efter via-stationer og find Sloterdijk, så er du på rette spor.

Når du er tilbage igen, viser du dine stemplede billetter og din parkeringsbillet ved parkeringspladsens billethus (i midten af parkeringspladsen) og han stempler parkeringsbilletten, så du kan bruge den ved bommen, når du kører derfra igen.

Rigtig god fornøjelse !! (og husk at udskrive denne vejledning og tag den med)


Udgivet

i

af

Tags: